Fortets historie

                 Vi er en frivillig forening, der arbejder for at bevare og formidle koldkrigshistorien på Langelandsfortet i Bagenkop. 

                   Vores mål er at skabe interesse og forståelse for fortets betydning for Danmark og verden under den kolde krig.

Koldkrigsfortet på Sydlangeland blev opbygget sidst i 1940erne og indviet i 1953.Fortet var et led i det danske forsvar i perioden omkring den kolde krig mellem USA/Europa og Sovjetunionen.Efter Sovjetunionens opløsning og Berlinmurens fald i 1989,fortet blev herved et ubrugeligt område forsvarsmæssigt.Dette resulterede i nedlægning af fortet, dette var der personerpå Sydlangeland med borgmesteren i spidsen som mente det varen god ide at oprette koldkrigsfortet som et museum.Her kan du finde borgmesterens interessante historie om koldkrigsfortets forvandling til museum. 

         Dette er et billede af kasernen (Holmegården) set fra luften.

                              Koldkrigsmuseum set fra en F16.

                         Fortets luftværnskanon til eget forsvar.

             Der er 4 styks 150mm kanoner på Langelands fortet.

       Ubåden er skænket af Forsvaret til Sydlangelands kommune. 

        Fra FORT til MUSEUM - på foranledning af borgmester og                                                    æresmedlem KNUD GETHER.

Allerførst tak for æresmedlemsskabet. Det har en helt særlig betydning for mig, da Langelandsfortet har krydset mine veje rigtig mange gange i livet. Jeg har i den anledning lovet at sige nogle ord om tilblivelsen af fortet. Det har været lidt svært at begrænse, men da I jo i forvejen kender til det meste af historien, så bliver det lidt ud fra min egen hukommelse, som jeg også må indrømme, ikke helt er, hvad den har været, for det er jo snart mange år siden. Da jeg i 1962 sejlede som messedreng på Brazilian Reefer til Cuba for Rederiet J. Lauritzen, vidste jeg for det første ikke, hvad vi havde med ombord. Vi fik fortalt, at det var skolemateriale, som vi havde hentet i Rumænien og Bulgarien og sejlet igennem Gibraltar. Man kan efterfølgende så tvivl om det rent faktisk var skolematerielt. Jeg vidste heller ikke, at det var her fra fortet på Langeland, at man observerede russiske skibe på vej mod Cuba med raketter, samtidig med at jeg selv opholdt mig i Havanna. Vi fornemmede ikke dengang, at vi faktisk lå midt i historiens brændpunkt, ligesom vi heller ikke fornemmede betydningen af, at Brazilian Reefer var det sidste skib, som fik lov til at forlade Cuba. Til trods for at J.F. Kennedy truede med at angribe og Khrusjtjov under sin berømte tale i FN`s generalforsamling, tog sin ene sko af og bankede den i bordet for at understrege sine argumenter. Det var så tæt på 3. verdenskrig. Tanken om at jeg senere i livet skulle få job på samme sted som ung værnepligtig maskinmester, hvor jeg kom til at passe fortets kedler, var også meget fjern på det tidspunkt tilbage i 1962. Så med hele denne historie i bagagen, var det naturligt for mig, at mit første udspil som borgmester i Sydlangeland Kommune var at gøre fortet til museum, men arbejdet startede allerede da vi fik meldingen om, at Langelandsfortet skulle lukke, for i den forbindelse blev det meddelt, at man ville sprænge det i luften og jævne det hele med jorden. Arealet skulle udlægges som landbrugsjord. Det måtte selvfølgelig ikke ske, og jeg følte da også, at jeg havde argumenterne i orden. For det første var det vigtigt at få formidlet den kolde krig så kommende generationer kunne få mulighed for at opleve historien som et autentisk miljø, og det var naturligt, når et meget væsentligt element netop var overvågningen af Langelandsbæltet og dele af Østersøen, hvor flådeenheder og fly fra både øst- og vestblokken havde haft deres virke. For det andet var det jo ikke kommunens ejendom, og derfor kontaktede jeg først og fremmest højeste sted indenfor Forsvarskommandoen. Det var vigtigt at handle hurtigt, inden den planlagte nedbrydning gik i gang, for var fortet først væk, så kom det jo aldrig igen, så var løbet kørt. Jeg havde erfaret, at det ville koste dem 12 mio. kroner at bryde alt det underjordiske ned, og derfor foreslog jeg, at det var bedre for forsvaret, at de overdrog de militære installationer til Sydlangeland Kommune til brug for et museum. Jeg foreslog, at vi kunne overtage det hele kvit og frit – eventuelt med nogle af millionerne til indretning. Jeg har hørt, at det efterfølgende skabte lidt panik i Forsvarskommandoen, for det var ikke den slags henvendelser, man var vant til, og samtidig var det ikke så let, i det der lå en konflikt mellem flere ministerier, som skulle blive enige. Der blev dog indledt forhandlinger mellem Forsvarsministeriet og Miljøministeriet, dvs. Skovvæsenet, som ønskede at overtage naturområderne. Nogle møder foregik i København, men de fleste møder foregik på Humble Hotel, og her var det altid militæret, der deltog i fuld uniform, så det vakte opsigt. Der gik dog meget lang tid, inden tingene faldt på plads. En af de store knuder blev løst, da der skete et mageskifte mellem Forsvarsministeriet og Miljøministeriet. Det bestod i at Forsvaret afleverede det store jordareal ved Langelandsfortet til Skovvæsenet, som til gengæld overdrog jord i Oksbøl til forsvaret. På denne måde blev der skabt økonomisk mulighed for at starte koldkrigsmuseet ved, at Forsvarsministeriet gav 3,6 mio. kr., og til gengæld sparede staten langt mere, ved ikke at skulle nedbryde fortanlægget. På et afgørende tidspunkt i forhandlingerne inviterede jeg daværende miljøminister Svend Auken på besøg for at besigtige arealerne. Han ankom til Bagenkop med miljøskibet Gunnar Seidenfaden. Vi holdt mødet nede i operations-bunkeren, og vi havde fået leveret papkasser med smørrebrød fra Kædeby Cafeen. Auken lovede at gøre, hvad han kunne, og rent symbolsk rev han et skilt op af jorden, hvor der stod "Adgang forbudt". Det blev et godt billede til avisen. Auken fik bl.a. vist kanonstillingerne ude ved kysten, og blev oplyst om, at de havde en rækkevidde på 20 km, hvilket han kommentere med et: "Hvis man ikke kan ramme en russer, så kan man altid ramme en lollik". På et tidligt tidspunkt blev Langelands Museum indviet i planlægningen, men også på museumsplan var der forskel på de formelle eller officielle holdninger og den uformelle medarbejderholdning. Det ændrede sig dog ret hurtigt efter første besøg på det militære anlæg, der hidtil for mange havde været et lukket og hemmeligt sted, og vi fik iværksat et rigtig godt samarbejde mellem Sydlangeland Kommune og Langeland Museum. Man kunne måske tro, at der også kunne gå alm. lokalt politisk fnidder i det at skabe et sådant museum, men den samlede ny kommunalbestyrelse bakkede op om ideen, og i januar 1997 blev der lavet et ideoplæg af arkitekterne fra firmaet Clausen & Weber ud fra de retningslinjer, som man var blevet enig med museet om med Museumschef Jørgen Skaarup i spidsen. Han var en god støtte i hele projektfasen, og som russisk sprogofficer i søværnet, var han også med til at sige velkommen på russisk og takke de to repræsentanter fra Det centrale Marinemuseum i Skt. Petersborg, der mødte op til indvielsen med gaver, uniformer m.m., som nu er udstillet. Ganske få måneder efter nemlig den 16. juni 1997 var Museum Langelands Fortet en realitet, og blev erklæret for "genfødt" af den radikale Kulturminister Ebbe Lundgaard kun få år efter afslutningen af "Den kolde krig". Vi hvilede dog ikke på laurbærrene, for som I ved, blev fortet efterfølgende udvidet med både en ubåd og en minestryger, og det viser, at der fortsat er en masse udviklingspotentiale i fortet. Derfor er det mit håb, at fortet fortsat udvikler sig, og som verden ser ud i dag med krigen i Ukraine, så er jeg sikker på, at vi kan lære en masse om fortiden til brug for fremtiden her på Museum Langelands Fortet. 

Knud Gether